Hej Jeg skriver her, mest for at få nogle gode råd, samt opmuntring til den kommende svære tid for mig og vores 2 børn. Jeg er 36 år gammel og har været gift med min mand i 10 år. Vi har to børn, en dreng på 6 år og en lille pige som fylder 1 år første juledag. For ca. 3 måneder siden kom min mand hjem og sagde, at han havde talt med en kvinde på sit arbejde. om vores problemer i forholdet, og at han aldrig havde åbnet sig så meget op for nogen før. Han sagde at han ikke havde følelser for mig mere, og nok aldrig havde haft en "passioneret" forelskelse for mig. Han havde elsket mig mere som en ven end en kone, osv osv...han sagde rigtig mange meget sårende ting til mig. Jeg spurgte om han var forelsket i den anden kvinde, og han sagde nej...men at han måske havde nogle følelser for hende. Hun var også gift, men er nu separeret og har ingen børn. Jeg prøvede de efterfølgende dage at snakke med ham om vi ikke skulle søge hjælp, fordi man kan jo finde gnisten igen...men han vil ikke... og nu efter nogen tid, så er han så blevet mere og mere forelsket i den anden kvinde, og han ser hende flere aftener om ugen, og er ofte hos hende langt ud på natten. Han bor stadig hos mig, men ønsker separation. Vi er begyndt at gå til familierådgivning for at finde ud af det praktiske i forbindelse med børnene. Det hele går bare så hurtigt...jeg kan næsten ikke følge med. Jeg gik fra den ene dag at have en mand som jeg troede elskede mig over alt, til at sidde midt i en affære/separation... Om vores problemer kan siges at vi altid har haft store udfordringer i forbindelse ved sexlivet, p.g.a. at jeg har haft vaginisme fordi jeg var sexuelt misbrugt som barn. Men jeg troede at det gik meget bedre, og det er noget vi løbende arbejder på. Kan han være bekendt at behandle mig sådan som han gør nu? Vi har ikke sagt noget til vores 6 år gamle søn endnu, fordi familierådgivningen har rådet os til at holde denne jul sammen først, og så sige det når min mand finder et andet sted at bo. Vi skal holde juleaften hos min svigerforældre... Jeg vil gøre alt for mine børn, så derfor har jeg ikke "smidt" ham ud, men lader ham bo hos mig.. Jeg er lidt i syv sind... :( Jeg vil meget gerne høre jeres tanker omkring dette... På forhånd tak