En lille oplevelse, som aligevel har givet mig dårlig samvittighed... Jeg sad her til aften med min datter, der, som ofte, nægter at sove om aftenen.. Hun var ikke sur eller noget, men temmelig træt.. Jeg sidder med hende i sofaen efter hun er blevet ammet. Hun gider ikke 'ligge' op ad mig, men vil gerne 'sidde' på mine ben mens jeg holder hende, så hun kan sidde og kikke rundt i rummet. Hun sidder med siden til mig, og kikker ikke på mig. Manden er ved at gøre et bad klar til hende ude i køkkenet og spørger, hvor jeg har lagt termometeret. Jeg svarer ham fra sofaen i stuen, og pigen giver et ordentligt spjæt fra sig, og stikker i et hjerteskærende vræl. Det var ikke bare utilfredshed - hun var VIRKELIG ked af det, og tårerne stod bare ud af hendes små øjne! Hun faldt først til ro, da hun kom over i fars arme. Det er bare så hårdt, at jeg overhovedet ikke kan trøste hende, da det er MIG, der har gjort hende bange! Jeg er ikke sikker på, hvorfor hun reagerede SÅ voldsomt, men sjovt, dét var det ikke!! Og nu sidder jeg med dårlig samvittighed over og temmelig ked af, at have gjort min lille pige (12 uger) bange og ked af det... Det er nok ret irrationelt, da hun sikkert allerede har glemt det igen... Nå, det blev lidt længere end jeg havde regnet med, men jeg havde bare lige brug for at fortælle det og få et virtuelt kram... Irene