Hej derude.
Jeg ved egentlig ikke helt hvor jeg vil hen med opslaget. Men sagen er den at min mand har en stor pige fra tideligere forhold, sammen har vi to dejlige børn på 4 og 7. Min mand har altid joket med han gerne vil være far til 4. Jeg har altid vidst jeg gerne ville have 2 børn og måske endda 3, men nu min mand havde en datter vi har 5 dage hver anden uge så havde jeg tænkt så skal vi nok ikke have flere. For nogle måneder siden snakkede vi også om, ej vi skal ikke have flere vi har det godt som det er. Men så pludseligt kom snakken for nyligt på barn nummer 3. Jeg måtte jo indrømme at tanken om en mere har da strejfet mig. Men jeg er rigtig meget praktikker samtidig med jeg bliver meget påvirket af hvad andre syntes og jeg ved fordi jeg jo havde sagt til mine forældre at vi ikke skulle have flere af det syntes de var fornuftigt fordi vi har rigeligt syntes de, nik også fordi de som bedsteforældre har nok om ørene når de skal passe banditterne. Så med det i baghovedet er jeg jo selvf. I tvivl, plus er det forkert at ønske en mere, ville elske at se min mindste bliver storesøster at opleve dette smukke bånd, at opleve det hele en sidste gang. Men så går der praktik i den, vi skal have ny bil og hvad med værelser, men den lille kræver jo ikke et værelse før den ældste nærmest er flyttet hjemmefra og alle de praktiske ting og så bliver jeg i tvivl igen. Hvad havde i af tanker og er de gjort til skamme da i fin en 3er eller var det bare sindsygt ekstra hårdt. For mig ef det vigtig at vi stadig kan give dem gode og sjove oplevelser som nu, men igen den ældste er jo tættere på at være voksen end Barn så ofte er vi jo 3 børn og ikke 4 og ja hvad med bedsteforældres mening og tanker. Jeg er i vildrede. Hvad gjorde i jer af tanker og hvad var det som gjorde i gik med barn nummer 3 (4)