Min kæreste mistede sin far i julen 2011 og har haft meget svært ved at håndtere situationen. Efter vi flyttede i vores nye lejlighed i oktober 2012 har han fået det meget bedre, vi fandt ud af at jeg var gravid og han var i syvende himmel. Jeg har nu 14 dage til termin og har de sidste par uger lagt mærke til at min kærestes humør har ændret sig meget. Han har lukket sig selv meget inde, han vil ikke tale om hvad der er galt. Han har et par gange givet mig kommentarer med på vejen så som, jeg er så heldig at jeg stadig har min far, så vores datter i det mindste får en morfar, det gør rigtig ondt at høre ham sige sådan, for jeg ved hvor meget han lider over at hans far ikke længere er her. Det var dog i nat værst, da jeg vågner og min kæreste ikke er i sengen, efter 10 minutter er han stadig ikke kommet tilbage, jeg lister ud og kan høre ham græde inde i børneværelset, jeg banker på døren og spørger hvad der er galt, han skynder sig at tørre øjnene lægger fotoalbummet (af billeder af hans far og ham) væk og skynder sig ind i sengen igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, det gør rigtig ondt at se ham have det så skidt, er der nogle andre der har stået i den situation at have mistet en forældre og vente sit første barn? og hvordan håndterer man en person der har det sådan?
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
Tusinde tak for alle jeres svar, jeg er meget ked af jeres tab, vil aldrig kunne forstå hvad i går igennem. Jeg mistede for 3 år siden en meget nær veninde, hendes mor og søster, de var som en reserve familie for mig, min kæreste og jeg har kunne støtte hinanden, i det at miste personer af stor betydning, men jeg vil aldrig kunne sætte mig i hans sted og den følelse det er at miste en forældre og nu have følelsen af lykke og sorg på en gang - jeres svar har hjulpet med bedre at forstå ham. Det er en rigtig god idé at lave et fotoalbum, så vi sammen kan vise billeder og fortælle vores datter om sin farfar.
jeg mistede selv min far for 4 år siden, og selvom det er ved at være nogle år siden, har jeg stadig dårlige og gode dage...sorgen viser sig som regel når jeg og kæresten er gået i seng og alt er stille i huset, så begynder det hele at køre som en film i hovedet, og det er der det hele kan briste! jeg har selv svært ved at fortælle min kæreste hvad det er jeg bliver ked af, men tror også et eller andet sted, det er fordi jeg er bange for at han ikke vil kunne forstå mig. alle reagere forskelligt! jeg synes selv personligt det har været svært at snakke med min kæreste om det så jeg har brugt min familie og veninder meget, derudover har jeg været til psykolog det hjalp rigtig meget, hun gav mig nogle redskaber til at tænke positivt. jeg tænker på min far hver dag, han vil aldrig blive glemt. min mor har ikke fundet sig en ny kæreste men den dag hun gør og jeg kan mærke at kemien er der mellem vores kommende barn og ham så vil han tage pladsen som "morfar" men den dag tiden er inde og vores barn kan forstå det vil jeg fortælle det hvor dens rigtige morfar er! det ville min far selv have ønsket.
tusinde tak for det gode svar "snartmortilnr2", fordi jeg ved netop ikke hvad han går igennem og jeg kan blive meget frustreret over ikke at kunne hjælpe ham, som jeg jo rigtig gerne vil. Den med kirkegården synes jeg er en utrolig smuk gestus og jeg vil foreslå den til min kæreste, når vi vender hjem fra fødegangen. Jeg vender højt sandsynligt tilbage med flere spørgsmål, men jeg vil prøve at sætte mig ned med min kæreste i dag og lytte til ham, hvis han har brug for at snakke om tingene. Mange tak for hjælpen!
Jeg synes bestemt at FCKfan har fat i den lange ende! Jeg ville foreslå dig præcist det samme. Det bør blive bearbejdet...
Jeg havde overvejet muligheden at kontakte hans læge, var måske bare nervøs for hvordan han ville reagere over det, men igen så må jeg jo gøre hvad der er bedst for ham og måske få et møgfald med på vejen. Men mange tak for idéen, så var det ikke helt forkerte baner jeg havde tænkt i.