Kender du det? Og tør du at indrømme det overfor din omverden? Jeg er en 36 årig mor til 2 skønne drenge på hhv 9 år og 15 mdr, og venter endnu en dreng til maj. Elsker mine unger, og glæder mig meget til den lille nye kommer. Men hånden på hjertet... Så synes jeg altså ikke at det er specielt skønt at gå og være gravid. Jeg føler mig meget besværet af graviditeten, og føler mig ikke ligefrem specielt lækker i takt med at kiloene sætter sig. Har ikke den samme energi til at bruge tid på at lægge en skøn makeup og sætte håret hver dag, som jeg ellers tidligere godt kunne li´ at gøre. Bare tøjet strammer det meste, har jeg lyst til at smide bh´en og hoppe i en gammel stor t-shirt, og et par store løse joggingbukser, hvilket efterhånden er blevet hverdagsmundering, når jeg bare selv er hjemme. Naturligvis skifter jeg tøj, hvis jeg skal ud og handle eller andet udenfor hjemmets 4 vægge, så jeg ser præsentabel ud, men havde jeg en mindre barm og kunne undvære bh´en, så var den røget af for længe siden :-D Længe leve brysternes frihed! Ved min første graviditet var alting spændende og nyt, men det er altså også snart 10 år siden nu, og har siden da haft endnu en graviditet. Som jeg har det lige nu, så glæder jeg mig bare til den lille kommer og bliver en del af vores familie, og glæder mig til at vi alle skal lære ham at kende, men I GUDER hvor vil jeg dog bare gerne have min krop for mig selv igen snart... Synes da godt nok at det er dejligt at mærke når han sparker, så jeg er sikker på at han har det godt derinde, så jeg kan da sagtens glæde mig over den del af at være gravid. Og så naturligvis også over at både læge og jordemoder vurderer ham som sund og rask. Men nu må det altså godt snart blive maj. Havde aldrig troet at jeg skulle have så mange børn, men alene tanken om 3 skønne drenge gør mig super lykkelig, men så må jeg vist også sige: been there - done that. Ved godt at dette indlæg måske kan provokere nogen, men det er altså sådan jeg har det. Kunne være skønt hvis alles graviditeter bare gik super godt uden gener, og at det hele bare var en dans på lyserøde skyer, men sorry, sådan er det altså bare ikke for alle. Er der mon nogen som kan følge mig? Kærligst Riktin