Ja nu er jeg otte uger fra termin og nu har jeg brug for beroligende ord. Sagen er, (og der har sikkert været debatteret om det mange gange før) men here goes: jeg er MEGET tæt på min dreng på 2,5 årig han bliver jo storebror til vores barn nummer to om otte uger. Jeg er så tæt med ham og knyttet med ham og nu er jeg bange for hvad lillebror/søsters ankomst kommer til at betyde for vores tætte bånd. Hvad har i oplevet da i ventede og fødte nummer 2 og evt 3? Følte i at båndet til den ældste blev ødelagt eller blev den styrket hos nogle af jer? Jeg får helt maverkramper af at tænke på hvis noget skulle blive ødelagt eller at min efterhånden store dreng lige pludselig skal dele sin mor med nogen ( og måske er jeg bare pylret, men sådan et tæt bånd har jeg aldrig haft med nogen så derfor betyder det meget.) samtidig vokser min kærlighed til det lille mirakel vi har i vente så må sige at følelserne sidder helt udenpå tøjet!! Pyha håber bare at alt går godt og at farmand også kan bruges når lillen kommer. Nå men anyway gode råd søges og tages imod med kyshånd!! Fortsat rigtig god sommer til jer alle! Knus!
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
Modtager gerne flere råd :)
Tak for gode svar. Min mand og jeg har valgt jeg skal gå hjemme med børnene indtil de skal i skole. Er der andre der har prøvet det? Nogle dage kommer de afsted i institution mest for at blive socialt bevendte. Andre der har prøvet det? Jeg tænker at det er godt for børnene med en mor der ikke er stresset pga job osv?
Enig i de andre indlæg, og må nok sige at alle dine følelser er naturlige og forståelige og de vil nok være der hele tiden. Nå det så er sagt så gav SP mig et råd ( fordi O i den første tid havde svært ved at accepterer at der var en lillesøster nu. Hun sagde at jeg skulle huske at fortælle ham at jeg savnede ham, at jeg også syntes at E ( lillesøster) var irriterende og at jeg skulle inviterer ham til at læse bøger etc. Om alt gik og stadig gør det?, Nej. Men syntes SP råd hjalp og idag hvor E er 9 mnd, elsker de hinanden højt og er slet ikke i tvivl om at de nok skal få masser id af hinanden. ( O var 2,5 år da E blev født). By the way, så bliver kærligheden bare større når de 2 leger og griner sammen og når O drager omsorg for E. Kom lige til at tænke på at nævne at du bare skal inddrage den store så meget som muligt, men vær ik nervøs hvis han ik gider. O gad ihvertfald ikke men er her på det sidste begyndt at lege med E s dukker og dukkevogn og efterligne os, tænker at han nu er ved for alvor at accepterer hans rolle og brugen legen hertil. ( undskyld todet😊)
Jeg er mor til tre og kan i meget travle perioder føle at jeg ikke kan give de tre poder det de hver især har brug for... Men jeg er også blot et mennesker ;-) Men men de to gange der er kommet en lille ny her har jeg elsket at se den kærlighed der er mellem mine børn, elsket at se den/de store ikke kunne få nok af den lille ny, elsket at have dem alle siddende sammen hos mig. Jeg synes det vigtigste er at lade den/de store være så meget med som de gider. Når man ammer, pusler, bader osv. Og derud over forsøge at have tid med den/de store uden den lille ny. Så må farmand tage over der lidt! Det skal nok blive godt!! Og det er ikke noget med at kærligheden nu skal halvveres...Der opstår bare endnu mere kærlighed!!!