Nu er det sådan, at min kærestes forældre er skilt, og hans mors side ser vi ofte, og vi kan rigtig godt sammen. Så er der hans fars side.. De har aldrig rigtig kunne lide mig, og det er vel også fair nok.. Hvorfor de har det sådan, ved jeg ikke.. Jeg havde fødselsdag i januar, og de mødte op (tre mennesker med hver sin økonomi) med en gave de havde købt sammen til 400 kr. Det er ikke fordi, jeg klager over min gave - bestemt ikke!, det var en ting jeg havde ønsket mig, men bag efter sagde min kæreste, han var skuffet over, de ikke havde købt mere end det til mig, fordi hans far har mange penge, og det har hans søster også. Og de elsker at nævne over for os, hvor mange penge de faktisk har. Nu holdt vi så min kærestes fødselsdag igår, og han fik nogle store flotte gaver. Af sin far alene fik han 5000,- kr kontant og så var der så en gave mere fra hver af de andre to. Jeg under ham virkelig de gaver af hele mit hjerte! Det der er så svært at sluge, er måden de bliver givet ham på. Hans far gjorde næsten et nummer ud af, at han skulle være sikker på, jeg så, hvor meget han gav sin søn. Jeg ved også, de taler meget om mig bag om min ryg, og det er enormt frustrerende, for jeg føler ikke, jeg får chancen for at bevise, de tager fejl! Jeg føler mig altid så beskidt, når de har været på besøg, også igår, for selvfølgelig fortjener min kæreste sine gaver, og der skal selvfølgelig være forskel på, hvor meget de giver os hver især, han er jo en søn og jeg er kun svigerdatter, og jeg får så dårlig samvittighed over at have det sådan, men jeg føler lidt, jeg bliver mobbet? Tager jeg fejl? Det er måske bare mig, der burde tie stille og være taknemlig, men jeg synes, den er svær.. Hvad synes I? Det skal lige nævnes, at min kæreste og jeg har været sammen i fem år og har en lille dreng sammen på 17 mdr...
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
Tak for dit råd Caroline78, lyder som om, vi er igennem noget af det samme... Jeg tror, du har ret i, det måske er bedst bare at ignorerer det, og så høfligt skifte emne :)
Jeg kan godt forstå at du føler dig tilsidesat og mobbet. Jeg kommer selv fra en familie, som ikke altid har behandlet min mand med den respekt han fortjener. Hans familie har dog altid forgudet mig, så der har jeg været heldig. Jeg har mange gange måttet forsvare min mand imod ubetænksomme kommentarer, har nogen gange været klemt som en lus imellem to negle, når min mand er blevet rigtig gal og min mor f.eks. slet ikke har kunnet se at hun var gået over stregen med en eller anden bemærkning. Jeg tror på det gode i alle mennesker, men har dog i årenes løb mange gange undret mig og følt mig forarget over ting, som f.eks. Min søster ringer på Skype og jeg fortæller hende, at min mand har været ved lægen for at vaccinere den lille. Inden min mand nåede at blive advaret kom stikket og den lille reagerede med at slå til nålen så den ridsede ham hele vejen ned ad låret. Det gjorde ondt og blødte en del og min mand havde det rigtig skidt med det. Min søsters reaktion (vel vidende at min mand er i rummet) er, at fortælle mig, at jeg ikke skal lade ham tage til lægen med den lille, da mænd absolut ikke kan finde ud af sådan noget med vaccinationer. Når min far snakker med min mand er det altid i en nedladende tone og hvis de bliver uenige om noget, så indleder min far altid sætningen med: "vær ikke dum..." Når min mor bliver uenig med min mand beskylder hun ham altid for at være barnlig. Efter at jeg havde været længerevarende syg og min mand havde stået for hus, børn, økonomi, samt virkelig havde været nødt til at tage hånd om mig i længere tid, fik jeg den kommentar fra min søster, at jeg var nødt til at kræve mere af min mand, så jeg kunne komme ovenpå igen. Og så et lille surt opstød fra december måned: Sidste jul fik mine 2 store børn 500 kr hver i julegave fra deres fars onkel (et fuldstændig overdrevent beløb), imens deres lillebror på 1 år ikke fik noget som helst. Og jeg kan jo blive ved med at komme med eksempler og blive forarget, da vi har været sammen i 18 år - meeen - vi har nu også med tiden lært, at det simpelthen ikke er det værd. Det er bare sådan, at nogle mennesker, uden at vide det, har en meget lille indlevelsesevne. Andre har gode intentioner, men er så fraværende, at de overser eller glemmer vigtige ting (som f. eks. min mands onkel, som glemte, at vi havde fået et barn mere). Nogle mennesker har nogle forestillinger om noget, som bare ikke holder stik i virkeligheden (fordi de ikke ved bedre). Og noget, som er kendetegnende for mine forældre er, at de bare er sååå sikker på at de har ret, at de slet ikke er interesserede i at høre andres meninger. Den eneste du kan ændre er dig selv - og du bestemmer selv hvor meget du behøver at tage til dig og udsætte dig selv for. Min mand har lært at se det gode ved min familie og at ignorere de dårlige bemærkninger. Vi lader de negative bemærkninger hænge lidt i luften når de kommer og skifter så høfligt (og lidt korrigerende) samtaleemne. Der er ingen der er i tvivl om, at mig og min mand står sammen og det sender det bedste signal synes jeg selv.
I har helt ret, når I siger, det ikke er gaverne, for selvfølgelig er det ikke det, og min kæreste skal selvfølgelig have mere end jeg får, og det har jeg det helt fint med.. Men synes det altid er sådan lidt, "se hvad vi har, det får du aldrig"-agtigt, hvis I forstår? Jeg VED de taler bag om ryggen på mig, fordi jeg har HØRT dem, da de troede jeg ikke var der, og min kæreste har også fortalt mig noget, engang han kom hjem og var ilde til mode... For min skyld kan de beholde alle deres penge selv, hvis bare de dog ville lade være med at dømme på forhånd :)
Lilleas: Ja du har misforstået hvad jeg skrev
Siger så meget mere om familen end tråd starter.....Hvis de virkelig ter sig sådan
Men der er vi så forskellige, for jeg ville ikke bliver stødt/fornærmet over det (kald det hvad du vil) :-)
Har jeg skrevet det Lilleas?? Skrev: Skulle (jeg) så blive fornærmet over at min osv osv. Skrev ikke: Skulle (jeg) > også < blive fornærmet over min... osv :-)
Undskyld mig, men hvad så hvis din kæreste får 5000kr af hans far (Hans eget kød og blod) er sikker på de penge nok skal komme til gode hos dig alligevel. Jeg får da heller ikke lige så store gaver som min kæreste får af hans familie. Da jeg blev 25 fik jeg 300kr af hans mor og far og søster, da han blev 30 fik han 4000kr plus et uges ophold i Berlin. Det kommer da mig til gode alligevel. Skal jeg så blive fornærmet fordi jeg fik 300kr og kæresten fik 4000kr plus et ophold i Berlin? Jeg er da glad for jeg overhovedet fik noget af dem, tanken der tæller :) Sorry to say, bare min mening
Her får min mand også større gaver af sine forældre end jeg får af dem. Med hans søskende har vi en aftale om et beløb det skal ligge op af. Og det er fint med mig. Gaver skal helst modtages med tanken om den glæde giver gerne vil give. Mine svigerforældre gør dog ikke noget nummer ud af det. Og det er nok forskellen på din og min svigerfamilie. Jeg ved det er svært, men glæd dig over den gode kontakt med din kærestes mor. Snak med din kæreste om at selvom det skuffer ham, så skal i glædes over at de har købt noget du faktisk havde ønsket dig. I mine øjne ville det have været værre hvis du havde fået noget du ikke havde ønsket dig og som oven i købet ikke kunne byttes. Jeg tænker at du for din egen skyld skal finde det positive i de ting de gør, så du ikke føler dig beskidt. Det er dem der er forkert på den. Ikke dig.