Jeg venter mit første barn og er idag 26+3. Idag har jeg så været til familie terapi for anden gang, sammen med barnets far. Vi har en masse problemer og kan slet slet ikke enes. Det skal lige siges at vi ikke er sammen. Jeg blev gravid første gang vi var sammen, så vi har heller ikke kendt hinanden i forfærdelig lang tid. Men dog bliver vi enige om at beholde barnet og finde ud af det sammen. Efterfølgende finder jeg ud af at hans familie er Jehovas vidner ( han siger han ikke selv er det og det vælger jeg da at tro på). Men noget er lige pludselig gået ret meget galt. Vi kan ikke blive enige om noget, som navn, dåb, opvækst og selvfølgelig nu forældre myndighed. Problemet for mig er at barnets far ikke deltager. Han har hverken været med til jordemoder eller scanninger, hjulpet med at købe barnevogn og alle de ting som nu måtte være. Altså ingen deltagelse fra hans side af, hvilket han undskylder med at han ikke har været klar eller at han glemte det! Jeg har det fint med at skulle være alene og har ikke bedt ham om noget, da jeg synes det er fair nok hvis han bakker ud. Men derfor har jeg jo også taget beslutninger som bavn og dåb alene, hvilket er der vi går skævt af hinanden. Han fortæller idag til terapi at han har fundet advokat og alt muligt og er klar til at gå efter forældre myndigheden eller i det mindste fælles. Årh jeg bliver så ked af det. Hvis han nu bare deltog og vi lærte hinanden bedre at kende, behøvede det slet ikke at ende sådan, men det er han tydeligvis ikke interesseret i. :( tænk at man allerede skal udsættes for alt det at tænke på, inden barnet overhovedet er født. Ja havde lige brug for at komme lidt ud med det, så kan det være jeg ikke skal ligge søvnløs om natten længere. Men hvad f... Giver ham ret til at tro at han skal have noget som helst at skulle have sagt, når han ikke engang er der for mig eller barnet?!