Hej Piger.. Ved ikk om mit indlæg overhovedet passer ind her men nu skriver jeg alligevel.. Jeg fik i december sidste år foretaget en provokeret fødsel da jeg var i uge 14 da fosteret Bl.a havde meget forstørret blære og det var uforeneligt med liv og at jeg ville kunne gå graviditeten ud.. Det var nok det værste jeg i mit liv har været udsat for.. Og havde aldrig troet at tiden bagefter kunne være som den er.. Min mand og jeg har snakket godt om det i starten, men han har rigtig svært ved at forstå at jeg her ca. 4 måneder efter stadig kan blive ked af det og have brug for at snakke om det.. Har overvejet psykolog hjælp?! Og nu til mit største problem.. Samtlige af mine veninder melder i tiden ud at de venter bebser og jeg sys det er SÅ svært og hårdt.. Og føler deres udmelding som et slag i hovedet.. Men viser det naturligvis ikke til dem for ville virkelig ønske at jeg oprigtigt kunne glæde mig på deres vegne.. Men sys bare det hele er SÅ uretfærdigt..! Jeg ser ofte på billedet af vores lyyille drenge foster, og det hjælper lidt.. Men, årh det hele er så svært.. Håber bare sådan vi snart kan blive gravide med et sundt og raskt barn.. Der hele er meget svært at forklare men håber I forstår min pointe.. Ellers endelig bare spørg! Vil meget gerne snakke og skrive og fortælle.. Mange forvirrede hilsner..