Som flere måske husker, så gå Selma til reglmæssige konroller på audiologisk på sygehuset. Det gør hun hovedsageligt, fordi jeg har en arvelig hørenedsættelse, hvorfor de gerne vil holde øje med, om hun også har arvet den. I dag har vi været afsted ige. Jeg var alene afsted med hende og hun gad bestemt ikke undersøgelserne i dag, så de fik kun ringe data ud af det. Efter undersøgelsen, som også inkluderer måling at trykket i mellemøret, var vi til lægesamtale. Det er man altid, da data fra undersøgelsen altid tolkes af en læge. Han kunne se, at der var væske i hendes ører ud fra målingen. Han kunne også se det selv, da han kikkede hende i ørerne. Da hun har haft væske på ørerne i en eller anden grad alle de gange vi har været til kontrol (omkring 7 gange bare på audiologisk), så mente han het bestemt at vi på det kraftigste skulle overveje dræn til hende. Endvidere har vi gået til ret hyppige kontroller hos en ørelæge, da hun jo har tendens til væske på ørerne ifbm med sygdom... Dernede (også cirrka 7 gange, så altså cirka 14 gange i alt), har de også målt hende til at have noget med trykket i ørerne (enten væske eller luft). Og hun er IKKE syg lige pt., så derfor skal vi virkelig overveje om hun skal have de dræn i. Her kommer så mit problem! Jeg er så bekymret for, at hun vi få følgekomplikationer ifbm med drænene. At hun, fordi der bliver 'hul igennem', vil få tendens til at få MØB, hvis hun fx skal i svømmehal etc... Endvidere er jeg også nervøs for, om det vil kunne få negative konsekvenser for hendes hørelse på sigt, hvis hun får huller på trommehinderne. Og så er jeg selvfølgelig pisse ræd for, at hun skal i narkose ifbm med indgrebet.... Jeg føler det også som endnu et nederlag. Hvorfor jeg føler det som et nederlag? Dt ved jeg ikke. Jeg synes bare det er så træls (DET! Ikke hende), at der nu igen er noget med hende... Først konstaterer de tidligt, at hun med høj sandsynelighed har arvet min hørenedsættelse, så begynder hun at skele voldsomt og er så mega langsynet, så får hun astmatisk bronkitis. Og nu skal hun i fuld narkose og have lagt dræn... Og hun døjede med trøske i 3 mdr da hun var spæd,. Så jeg kunne bare godt tænke mig, at vi nu var nogenlunde færdige med alle de ting der kan være i vejen, ud over det almindelige, som alle oplever... Jeg føler bare jeg har givet alle mine defekter videre til hende, og jeg kommer sådan til at skamme mig over dem, og det er VIRKELIG en grim følelse. Den er TOTALT irrationel, I know, men jeg har den alligevel. I stedet for at klynke og skamme mig, burde jeg bare tage det med oprejst pande. Det er jo kun synd for Selma, hvis jeg ikke reagerer på hendes 'symptomer' og bare lader stå til... Hvad ville jeg dog med den lange smørre?! Jeg havde vist bare brug for at lette mit hjerte til jer herinde, for I er altid så søde og fulde af forståelse.