Igår, da jeg skulle tage Selma op fra sin middagslur fandt jeg hende i en KÆMPE pøl af bræk! Hun havde simpelthen kastet hele sin frokost op igen. Jeg var egentlig ganske rolig, da jeg opdagede det. Jeg tog hende op og fik hende gjort ren, skilt voksi-kopien ad og smidt det til vask. Min mor var på besøg, og det bidrog nok til min ro omkring det. Selma havde ikke feber og hun virkede overhovedet ikke mærket af sit uheld. Hun var dog lidt pyldret - som hun ikke plejer at være. Men hvem ville ikke være lidt touchy, hvis man havde ligget i en brækpøl? Hun blev hurtigt glad igen, og vi hyggede os resten af dagen. Men så da det blev aften ramte sådan en overvældende frygt mig. Tænk, nu hvis der var sket noget! Tænk hvis hun kunne være blevet kvalt i sit bræk! Havde jeg givet hende noget hendes lille mave ikke kunne klare? Var det egentlig min skyld? Det er fjollet og meget irrationelt, for der skete jo ikke noget - men det var bare stadig meget ubehageligt. Jeg har en fætter (eller, han er egentlig en 'pap'fætter, altså han er fætter til mine stedsøskende), og han døde af at blive kvalt i sit eget bræk da han var teenager.. Han var selvfølgelig også beruset, og det er Selma jo af gode grunde ikke endnu... Men alligevel kan jeg mærke, at det, at en der er så tæt på er død i en 'bræk-ulykke', gør at jeg frygter det ret meget... Pyha, jeg håber ikke jeg oplever det igen!