Min kæreste mistede sin far i julen 2011 og har haft meget svært ved at håndtere situationen. Efter vi flyttede i vores nye lejlighed i oktober 2012 har han fået det meget bedre, vi fandt ud af at jeg var gravid og han var i syvende himmel. Jeg har nu 14 dage til termin og har de sidste par uger lagt mærke til at min kærestes humør har ændret sig meget. Han har lukket sig selv meget inde, han vil ikke tale om hvad der er galt. Han har et par gange givet mig kommentarer med på vejen så som, jeg er så heldig at jeg stadig har min far, så vores datter i det mindste får en morfar, det gør rigtig ondt at høre ham sige sådan, for jeg ved hvor meget han lider over at hans far ikke længere er her. Det var dog i nat værst, da jeg vågner og min kæreste ikke er i sengen, efter 10 minutter er han stadig ikke kommet tilbage, jeg lister ud og kan høre ham græde inde i børneværelset, jeg banker på døren og spørger hvad der er galt, han skynder sig at tørre øjnene lægger fotoalbummet (af billeder af hans far og ham) væk og skynder sig ind i sengen igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, det gør rigtig ondt at se ham have det så skidt, er der nogle andre der har stået i den situation at have mistet en forældre og vente sit første barn? og hvordan håndterer man en person der har det sådan?