Som flere måske husker, så gå Selma til reglmæssige konroller på audiologisk på sygehuset. Det gør hun hovedsageligt, fordi jeg har en arvelig hørenedsættelse, hvorfor de gerne vil holde øje med, om hun også har arvet den. I dag har vi været afsted ige. Jeg var alene afsted med hende og hun gad bestemt ikke undersøgelserne i dag, så de fik kun ringe data ud af det. Efter undersøgelsen, som også inkluderer måling at trykket i mellemøret, var vi til lægesamtale. Det er man altid, da data fra undersøgelsen altid tolkes af en læge. Han kunne se, at der var væske i hendes ører ud fra målingen. Han kunne også se det selv, da han kikkede hende i ørerne. Da hun har haft væske på ørerne i en eller anden grad alle de gange vi har været til kontrol (omkring 7 gange bare på audiologisk), så mente han het bestemt at vi på det kraftigste skulle overveje dræn til hende. Endvidere har vi gået til ret hyppige kontroller hos en ørelæge, da hun jo har tendens til væske på ørerne ifbm med sygdom... Dernede (også cirrka 7 gange, så altså cirka 14 gange i alt), har de også målt hende til at have noget med trykket i ørerne (enten væske eller luft). Og hun er IKKE syg lige pt., så derfor skal vi virkelig overveje om hun skal have de dræn i. Her kommer så mit problem! Jeg er så bekymret for, at hun vi få følgekomplikationer ifbm med drænene. At hun, fordi der bliver 'hul igennem', vil få tendens til at få MØB, hvis hun fx skal i svømmehal etc... Endvidere er jeg også nervøs for, om det vil kunne få negative konsekvenser for hendes hørelse på sigt, hvis hun får huller på trommehinderne. Og så er jeg selvfølgelig pisse ræd for, at hun skal i narkose ifbm med indgrebet.... Jeg føler det også som endnu et nederlag. Hvorfor jeg føler det som et nederlag? Dt ved jeg ikke. Jeg synes bare det er så træls (DET! Ikke hende), at der nu igen er noget med hende... Først konstaterer de tidligt, at hun med høj sandsynelighed har arvet min hørenedsættelse, så begynder hun at skele voldsomt og er så mega langsynet, så får hun astmatisk bronkitis. Og nu skal hun i fuld narkose og have lagt dræn... Og hun døjede med trøske i 3 mdr da hun var spæd,. Så jeg kunne bare godt tænke mig, at vi nu var nogenlunde færdige med alle de ting der kan være i vejen, ud over det almindelige, som alle oplever... Jeg føler bare jeg har givet alle mine defekter videre til hende, og jeg kommer sådan til at skamme mig over dem, og det er VIRKELIG en grim følelse. Den er TOTALT irrationel, I know, men jeg har den alligevel. I stedet for at klynke og skamme mig, burde jeg bare tage det med oprejst pande. Det er jo kun synd for Selma, hvis jeg ikke reagerer på hendes 'symptomer' og bare lader stå til... Hvad ville jeg dog med den lange smørre?! Jeg havde vist bare brug for at lette mit hjerte til jer herinde, for I er altid så søde og fulde af forståelse.
MutterGadegård
Har du spørgsmål fra MutterGadegård?
Log ind for at stille spørgsmål til MutterGadegård, offentligt eller anonymt.
Selma har hooooostet og hostet i en længere periode, og i nat var det virkelig slemt. Hun fik ingen ro, og hostede cirka hvert 10. minut hele natten igennem... Pyyyh, der var hårdt for mor og far, så jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt, det må være for Selma!! Lægen kikkede på hende og vurderede, at det er AB. Så hun har vi fået en recept på noget inhalator. Og så vil jeg gerne høre erfaringer omkring brugen af den der maske, som man bruger til små børn. Er det mega bøvlet? Brugte I jeres længe?
Som førstegangs mor er jeg tootalt på bar bund. Jeg havde købt en Reima elefanthue til Selma, men den sidder dårligt, og virker faktisk for lille til hend (str 48).. Hun bliver monster ked af det, npr hun skal have den på, ig det dur altså ikke. Hun har briller, hvilket også besværliggør det der med en hue en del.. Jeg overvejde kort, om hun skulle have en hue, som ikke er en elefanthue, men det gik jeg altså fra igen, da hun så ikke har varme på halsen... Er der nogen af jer derude, der bare lige ved hvilken hue jeg skal købe, som bare dur, når man har briller? Jeg er ikke rigtig til fleece, så det skal helt være andet, varmt materiale...
... Jeg fik lagt en spiral i morges, og jeg var pisse nervør og bange inden, så jeg fattede slet ikke at stille spørgsmål til lægen.. Og bagefter var jeg mildest talt en anelse i chok, så der kunne jeg slet ikke finde du af at stille spørgsmål.. Nå men jeg ville egentlig have spurgt lægen om, hvornår vi igen må have sex efter min kobberspiral er kommet på plads... Så nu spørger jeg de erfarne kvinder herinde. Hvornår er det ok at have sex igen? Er der forbehold jeg skal tage? Jeg tænker primært på infektionsfare... Tak :)
Jeg skal til lægen imorgen og have lagt en spiral.. Jeg er mildest talt pisse nervøs! Jeg er bange for at det gør ondt - ja jeg er faktisk ret bange for hele indgrebet.. Det er mærkeligt, at jeg er så bange, for jeg har altså gennemført en fødsel uden noget smertelindring, så det her burde vel ikke være så slemt?! Men jeg kan mærke at frygten er taget til her op ad dagen... En overgang var jeg faktisk så nervøs, at jeg frygtede, at jeg skulle kaste op... Min mand synes jeg er lidt fjollet og jeg har ikke rigtig andre, jeg har lyst til at tale med det om, så jeeg tænkte, at I måske herinde kunne berolige mig lidt....
Selma blev i dag undersøgt rigtig grundtig hos øjenlægen for sin skelen. Da hun er fyldt et år, kan de benytte nogle øjendråber, som udvider pupillerne, så de kan undersøge pigens øjne ordentligt. Hun er temmelig langsynet med en rimelig hæftig bygningsfejl på begge øjne. Bygningsfejlsen sagde hun, kan ændres ig rigtig meget endnu, da hun jo stadig vokser ret hurtigt. Og hendes erfaring med lagsynet hed, er også, at det retter sig rimelig meget, så hun muligvis ikke behøver briller hele sin barndom. Men, men, hun skal have briller nu har hun har mere en +2 på begge øjne. Så altså, vi må afsted til brillemanden, så i kan få et par briller til tøsen. Så mo vi se om vi kan få hende til at beholde dem på. Men som men ørerne, så skal vi nu også afsted med øjenen hver 3. måned... Suk! Hvor er jeg lykkelig for det danske sundhedssystem uden bruger betling, for ellers var vi blevet fuldstændigt og totalt ruinerede.
Jeg havde ingen problemer, overhovedet, med mit bækken, mens jeg var gravid. Jeg mærkede ingen smerter derfra og var meget lettet over, at jeg ikke havde en snert af bækkenløsning. Men så efter fødslen, så fik jeg problemer. Jeg havde ondt når jeg vendte mig i sengen, trådte forkert, skulle holde balancen i bussen, ja sågar når jeg skulle slå bremsen på mit Odder X-dream stel til barnevognen. Det gjorde p*sse ondt, for at være helt ærlig. Det er heldigvis blevet bedre, og jeg mærker det ikke meget i det daglige. Men nogle gange så gør det altså stadig ondt! Jeg oplever det mest, når jeg vender mig i sengen. Nå, men altså mit spørgsmål går så på, om andre har oplevet det samme og hvor lang tid der cirka gik, før det forsvandt? Og ydermere, til de, som har været gravide igen; havde I problemer med bækkenløsning i efterfølgende graviditeter? Jeg er simpelthen blevet nervøs for, om jeg kommer til at døje med bækkenløsning i næste graviditet! Det ville sgu være træls!
Jeg læste denne artikel den anden dag, og syntes faktisk den var lidt interessant. Om det så måske er lidt langhåret - det er en anden sag :) Den er sakset fra nettet, og har været skrevet i weenekd avisen: [url href=http://www.asfaleia.se/?p=15287]Overstimulation[/url] juni 11th, 2013 ”Når vi opregner menneskehedens vigtigste opfindelser, peger vi på biler, flyvemaskiner, vacciner, atomkraftværker, internet og robotter, men alle disse teknologiske landvindinger er ingenting ved siden af den enorme transformation, som menneskeheden har gennemgået i forhold til fødslen, mener obstetrikeren Michel Odent, som står bag The Primal Health Research Center i London. Han har i årtier været fortaler for en blid fødsel uden indgreb, men udviklingen er hastigt gået i den stik modsatte retning. »Det er kun en ganske lille del af verdens kvinder, som føder barn og moderkage udelukkende i kraft af deres eget hormonsystem. De fleste føder med en eller anden form for vestimulerende drop, hvis de altså ikke får kejsersnit. Det er en vidtgående forandring af en af vore allermest primale processer,« siger Michel Odent og peger ned på et notat fra en konference i Australien, som han netop er hjemvendt fra. I Australien bliver 21 procent af alle børnene født ved planlagt kejsernit og 23 procent af de andre fødsler bliver sat i gang med vestimulerende midler. »Det betyder, at lidt under halvdelen af de australske børn bliver født, uden at de har udskilt det hormon, som signalerer, at de klar til at blive født. Det er en radikal udvikling,« siger han og peger på at antallet af kejsersnit er steget eksplosivt verden over og i mange lande udgør over halvdelen af alle fødsler. »Vi er ved at sætte kvindens egen evne til at producere veer og føde børn ud af kraft, og man ved i dag, at fysiologiske funktioner, som ikke bliver brugt, bliver svagere fra generation til generation. Man kan derfor spørge sig selv, om det allerede er ved at ske? Fødslerne tager i dag i gennemsnit 2,5 time længere end de gjorde for 50 år siden. Måske er verdens kvinder allerede nu ved at miste evnen til at føde?« Michel Odent er født i 1930 og har fulgt den dramatiske udvikling på fødselsområdet på første hånd. I 1962 blev han overlæge på fødeafdelingen i den franske by Pithiviers, og begyndte langsomt at eksperimentere med de nyeste ideer om naturlig fødsel. Det var Michel Odent, der introducerede vandfødsler som en effektiv og lavteknologisk smertelindring, og fik kvinder fra hele verden til at valfarte til det lille franske hospital. »Jeg var den eneste fødselslæge på hospitalet i Pithiviers og ansvarlig for over 1000 fødsler om året. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vores indgrebsrate var så lav. Det var simpelthen sjældent, at de fødende havde brug for en læge,« fortæller Michel Odent, og fortsætter: »Jordemødrene på Pithiviers var utrolig erfarne og deres type findes ikke længere. På langt de fleste hospitaler er fødslerne styret af fastlagte procedurer. Hvis fødslen for eksempel har taget over x antal timer, så skal jordemoderen sætte et vestimulerende drop op. Når man på den måde bliver slave af procedurerne, bliver det umuligt at få reel erfaring,« siger Michel Odent. Også på Pithiviers er den naturlige fødsel for længst blevet en parentes i historien. I dag er fødeafdelingen lagt sammen med et andet hospital og kvinderne føder her som de fleste andre steder i verden med vestimulerende drop, epiduralblokade og regelmæssige kejsersnit. Et af de indgreb, som i dag er fast procedure på hospitaler fra Hvidovre til Beijing, bekymrer i særlig grad Michel Odent: den store brug af vestimulerende drop. De fleste fødende kvinder får i dag tilført det veproducerende hormon oxytocin syntetisk (syntocinon/pitocin) i stedet for at afvente, at deres eget hormonsystem selv producerer og frigør hormonet. »Størstedelen af verdens fødende kvinder modtager kunstig oxytocin på et eller andet tidspunkt under fødslen. Ofte i form af drop under udvidelsesperioden og stort set altid efter fødslen, når moderkagen skal forløses. Alligevel er det næsten ikke undersøgt, hvilke bivirkninger det kan have. Tværtimod bliver en vaginal fødsel med brug af vestimulerende drop i de fleste tilfælde registreret som en ’normal’ fødsel,« siger Michel Odent og peger på et studie af 4000 kinesiske fødsler, hvor man inddelte børnene i tre grupper. Dem, som var født ved en almindelig vaginal fødsel, dem, som var forløst ved tang eller sugekop, og så dem, som blev født ved planlagt kejsersnit. Det viste sig, at børnene født ved planlagt kejsersnit havde den laveste risiko for at udvikle socio- og psykopatiske forstyrrelser senere i livet. Man kunne mene, at kejsersnittet måtte være mere skånsomt for barnet, men Michel Odent forbinder det snarere med, at børnene ikke har været udsat for de syntetiske hormoner. »I Kina får alle kvinder store doser kunstig oxytocin, når de føder vaginalt. Min fortolkning af dette studie er, at det kun er de børn, som blev født ved planlagt kejsersnit, som ikke har modtaget dette stof under fødslen,« forklarer Michel Odent, som mener, at brugen af kunstig oxytocin kan have betydning for barnets udvikling. »Når moderen får det kunstige hormon i et drop, overføres det direkte til barnet gennem moderkagen og når dermed barnets hjerne. Det påvirker altså barnet på et meget kritisk tidspunkt af dets liv,« siger Michel Odent, som citerer et nyligt publiceret spansk studie, hvor man har videofilmet det nyfødte barn lige efter fødslen. De børn, hvis mor har fået kunstig oxytocin under fødslen, udviser i mindre grad reflekser, særligt suttereflekserne er svækkede. »I en anden undersøgelse studerede man mødre og børn 5 år efter fødslen, og her havde kvinder, som havde fået kunstigt oxytocin, oplevet markant flere problemer ved amning og de havde ammet i kortere tid. Jeg mener, at det skyldes, at den kunstige oxytocin både påvirker kvindens naturlige oxytocinproduktion og dermed hendes nedløbsrefleks, og barnet stimulerer ikke kvinden på samme måde,« forklarer Michel Odent. Studiet viste også, at børnene, hvis mødre havde fået kunstigt oxytocin under fødslen, havde flere sociale og psykologiske vanskeligheder. At kunstig oxytocin kan indvirke på både moderen og barnets psyke undrer ikke Michel Odent. For hormonet oxytocin er ikke bare ansvarligt for at producere veer og få mælken til at løbe til. Oxytocin kaldes også »kærlighedshormonet« og har stor betydning for vores evne til at udvise empati og knytte os til vores børn. En kvindes oxytocin-niveau er aldrig højere end efter en spontan fødsel uden brug af hverken vestimulerende drop eller epiduralblokade, og det er den fysiologiske årsag til, at mange kvinder spontant »forelsker sig« i deres nyfødte. »Oxytocinsystemet er forbundet med hele vores reproduktive system, både seksualitet, fødsel og amning. Når kvinder ikke længere aktiverer dette system, fordi de føder ved hjælp af kejsersnit og vestimulerende midler og siden ikke ammer, kan det betyde, at menneskets evne til at producere oxytocin i løbet af ganske få generationer vil blive alvorligt svækket. Vi leger i dag med en meget vital del af det menneskelige system.« – Hvorfor er vores evne til at producere oxytocin så vigtig? »Oxytocin er involveret i alle kærlighedsrelationer. En menneskehed med et svagere oxytocinsystem er ikke bare en menneskehed, som er dårligere til at føde og amme. Det er en menneskehed med en dårligere evne til at elske.« – Den tanke må få dig til at gyse? »Jamen, det er da også derfor, vi bliver nødt til at diskutere denne udvikling. Når man ændrer så markant på en fysiologisk proces, må det få konsekvenser. Måske ser vi de første tegn allerede. The Association for Psychological Science præsenterede på sit årsmøde en syntese af 72 studier af personlighedstræk hos amerikanske universitetsstuderende, som viste, at de var 40 procent mindre empatiske end for 30 år siden. Nedgangen er gået stærkt særligt efter år 2000. Det kan være et tegn på et svækket oxytocinsystem. Det samme kan man sige om den eksplosive udvikling i lidelser som ADHD, autisme og anorexia nervosa.« Verdens fødegange har brug for et paradigmeskift, mener Michel Odent. Fremfor at gribe mere og mere hårdhændet ind i fødselsprocessen, må vi skabe de bedste betingelser for, at kvinden selv producerer oxytocin under fødslen. »Det er egentlig ganske enkelt: En nem fødsel er bedre og mindre risikofyldt end en svær fødsel. Man bliver derfor nødt til at respektere den fysiologiske proces langt mere,« siger Michel Odent, som mener, at man bør sende de få komplicerede sager direkte til kejsersnit. »Et roligt kejsersnit, når fødslen er gået i gang af sig selv, kan være en udmærket løsning i de måske 10 procent af tilfældene, hvor barnet ligger forkert eller kvinden ikke producerer ordentlige veer. Det er langt bedre end en vaginal fødsel med vestimulerende drop i timevis afsluttet af et akut kejsersnit eller en sugekopforløsning.« Resten af verdens kvinder bør til gengæld være i stand til at føde uden indgreb, hvis man respekterer, at den fødende kvinde ligesom alle andre pattedyr har brug for ro, isolation og mørke. »Da jeg startede min karriere som læge i Paris, fødte langt de fleste kvinder alene med en enkelt jordemoder, som bare sad og strikkede. Det er faktisk den optimale måde at føde på. En fødende kvinde skal ikke støttes. Hun skal beskyttes. Angst, kulde og følelsen af at blive betragtet hæmmer den naturlige produktion af oxytocin,« siger Michel Odent, som smiler optimistisk, når man fremhæver, at fødestuer i dag snarere er et inferno af neonlys, videokameraer, skrækslagne fædre og bippende maskiner. »Jeg har levet længe nok til at vide, at vores kulturelle ideer om fødsler kan ændre sig dramatisk på ganske kort tid. Da min mor fik mig i 1930rnes Frankrig, var alle kvinder overbevist om, at de ikke kunne føde, hvis deres mand var til stede under fødslen. I dag hører jeg mange kvinder erklære, at de aldrig ville kunne have klaret fødslen uden deres mand. På to generationer har man vendt hele denne kulturelle idé på hovedet. Jeg er derfor optimist. Paradigmeskift inden for sundhedsområdet kan ske overraskende hurtigt.” Michel Odent: Childbirth and the Future of Homo Sapiens. Pinter and Martin, 2013
Jeg er snart ved at blive sindssyg af det præventionshelvede. Jeg tog inden min graviditet Yasmin, som jeg var virkelig glad for, at jeg havde minimalt, for at sige ingen, bivirkninger af dem. Men nu vil min læge ikke udlevere dem længere, da der er førhøjet risiko for blodpropper ved dem. Jeg fik så Cilest, og der begyndte det så småt at drille. Min krop reagerer, som da jeg lige var blevet gravid. Jeg skal tisse hele tiden og vågner også om natten flere gange, for at tisse. Det er sindssygt frustrerende. Jeg stoppede med dem igen, og overgik til minipiller. Det gik nogenlunde smertefrit indtil for en uges tid siden. Nu er jeg begyndt at vågne om natten med enorm uro i benene - det gør faktisk så ondt, at det holder mig vågen i timevis! Jeg har tidligere taget ppiller fra 3. generation også. Der led jeg meget at svamp og blærebetændelse - og nattetisseri. Jeg er bare træt af, at det virker så voldsomt på min krop, for hvad gør jeg så? Er der andre, hvis kroppe også opfører sig underligt på hormon prævention? Hviklen løsning har I fundet? Sh*t, hvor er det bare træls, altså!
Min mand synes Selma har fået 'Robert Dølhus'-hår - altså, ham der Robert fra Langt fra Las Vegas.... Jeg synes hun er for lille il at komme til frisør, men jeg har ikke selv evnerne til at klippe hende - jeg vil jo heller ikke have hun kommer til at ligne en dårligt klippet Robert Dølhus, - hvem ønsker lige det?! Nå men, hvad gør I andre? Kender nogen til en god og BILLIG frisør, der vil klippe en baby her i Århus?