Jeg føler mig virkelig dybt frustreret og ved faktisk ikke hverken ind eller ud håber lidt der sidder nogle derude som har prøvet eller er i et forhold med stor aldersforskel jeg er fraskilt med 2 børn jeg møder så en fyr i 20 erne  jeg er 12 år ældre men det var ingen hindring...og vi bliver stormende forelsket.... virkelig SMASK forelsket han vil mig og mine børn og vi er bare enige om det skal være ham og mig forevigt. vi flytter hurtigt sammen og der begynder problemerne børnene er glade nok for ham, men den ældste kan ikke acceptere hans unge alder og vil ikke have en ung papfar som hun siger, problemerne hoper sig op og han begynder at synes livet er svært med børn vi er ikke enige om noget som helst når det kommer til børnene han priotere sig selv højere og jeg kan pludselige mærke aldersforskellen i form af hans umodenhed... vi kæmper hårdt fordi vi bare elsker hinanden.. .men pludselig begynder jeg også at se fremtiden som et problem... hvad når jeg bliver 50 og han så stadigvæk er sidst i 30erne osv.  det her er meget kort fortalt, men vi vælger så at flytte fra hinanden jeg har været ulykkelig lige siden og det har han også, vi savner og elsker stadigvæk hinanden han mener vi skal prøve igen og vi har lært af vores fejl og alt kan blive godt igen.  den 20årige naive pige i mig siger ...gør det...men den modne mor i 30erne siger... pas på tænk på børnene....  men hvad er rigtigt? og hvad er forkert?  jeg er så bange for at gøre et forker..måsket egoistisk valg, da børnene har lidt nok....men ønsker også bare at være forelsket og lykkelig. tak for i lyttede knus herfra

jeg blev skilt for 1 1/2 år siden det var mig der valgte af gå pga min mand. Det er en meget laaaang historie, han var en meget dårlig mand for mig, en kold og dominerende type, og han hev alt selvvære og selvtillid ud af mig gennem mange år jeg troede til sidst ikke at jeg kunne noget selv eller var noget vær! det medførte at jeg til sidst ente i en  kæmpe depression, jeg er nu kommet oven på  igen har fultids job og er igang med at bygge mig selv op og kan allerede mærke jeg er blevet stærkere! det der dræber mig nu er mit savn og dårlige samvittighed over for børnene..... vi har fælles forældre myndighed og har børnene en uge af gangen, det blev vi enige om da ingen af os ville give afkald på dem.  Jeg føler i den grad jeg har svigtet mine børn ved at jeg lod mig skille, nu er børnene total splittet. NÅR DE ER HOS MIG GRÆDER DE OG SAVNER DERES FAR, NÅR DE ER HOS DERES FAR GRÆDER DE OG SAVNER DERES MOR:-(  Jeg lever nu i en kæmpe skyldfølelse  fordi jeg ikke bare holdte ud for børnene skyld, det er jo min skyld det var mig der ville skilles ! tænker på det hver dag at det er MIN SKYLD.... det er så hårdt at jeg nogle gange bare har lyst til at løbe tilbage.... er der andre derude der har gået det samme igennem? andre der også SAVNER DERES BØRN:-( ?