Min datter på 14 måneder er gået fra at være så nem at skifte til at blive et sandt monster. Jeg kam slet ikke skifte hende alene, da hun hyler, skriger, vrider og vender sig!! Når min mand ikke er hjemme til at hjælpe må jeg spule hende i badekaret for ikke at gå L**t over det hele. Vi har prøvet alt, at aflede med sut, legetøj alt hvad vi nu kunne finde på, men hun vil bare slet ikke samarbejde. Er der nogle der oplever det samme og har et gyldent råd?

... Livmoderhalskræft for at være mere præcis. Jeg er 22 år gammel og har en datter på lige knap 1 år. Jeg har endnu ikke fortalt min kæreste det, han lider af en svær depression og hans verden ramler samme hvis jeg smidder denne bombe i hovedet på ham. Lægerne virker positive omkring det og jeg skal have foretaget et keglesnit i april, lægerne kaster om sig med beroligende ord, men jeg er bare så nervøs, så ulykkelig, hvad nu hvis det ikke bare er lige til. Jeg håber på det bedste, men det er så svært at holde tårerne tilbage, har sådan brug for min kærestes støtte, men kan ikke nænne at fortælle ham det. Han mistede sin far til kræften i 2011 og hans farmor er også syg af kræft, jeg har længe skulle være den stærke i forholdet og er bange for at hvis jeg fortæller ham om det, så vil han slet ikke kunne være i stand til at hænge sammen og det vil være endnu mere hårdt. er der nogle derude der har eller har haft livmoderhalskræft, der kan komme med nogle positive ord eller solstråle historier, har virkelig brug for lidt opmuntring, fik den forfærdelige nyhed i fredags, så tror ikke det helt er gået op for mig endnu.

Ida startede i vuggestue den 16. januar og det er gået godt indtil torsdag i sidste uge, hvor hun desværre blev rigtig syg. Hun kom i vuggestue igen mandag, men alle dage siden har de ringet efter mig og sagt at hun er utilfreds og jeg har så hentet hende hvor der så intet har været i vejen når vi er kommet hjem. I dag bliver hun først afleveret kl halv 11, da hun først vågnede halv 10. Jeg fortæller dem at hun først har spist morgenmad kl 10 og nok ikke er sulten 10.45 hvor de spiser frokost. Derudover fortæller jeg at mormor og morfar kommer med ned og henter hende igen kl 2 ca.  Klokken halv 1 ringer de og fortæller at Ida ikke har spist noget frokost kl 10.45 og fra 12-12.30 har hun bare ligget i barnevognen og brokket sig, så de mente at hun havde det skidt og jeg burde hente hende. Jeg kommer så ned til en glad baby som sidder og leger. Hun er ikke blevet tilbudt noget mad andet end kl 10.45 hvor hun jo lige havde spist morgenmad. Så derhjemme får hun tilbudt frokost (hun var bare SÅ sulten) og hun faldt i søvn med det samme hun kom i barnevognen, hun sover stadig og har sovet i ca 45 minutter. Det vil sige at de bare ringer efter mig, før de overhovedet har prøvet selv at løse problemet, som i dette tilfælde var et barn som ikke have fået mad siden kl 10 og altså bare var sulten. Er det virkelig hvad man kan forvente, at blive ringet hjem fra arbejde/skole på sådan et grundlag?

Hej Alle. Min datter på 9 måneder spiser meget af det samme mad som vi gør, jeg laver dog stadig seperate kødboller til hende, som jeg fryser ned. Laver boller af både, kylling, svin, okse og fisk og krydder dem med bl.a. løg, purløg eller hvidløg. Mit spørgsmål er så hvad i andre krydrer med til de små børn, jeg ved at jeg skal holde lidt igen med salt, men er lidt i tvivl om der er andet jeg skal holde mig fra? Måske nogle der har en god opskrift på nogle lækre baby kødboller?

Jeg er ved at være så træt af min mand og hans depression og kan snart ikke overskue at være med ham mere. Han behandler mig simpelthen så dårligt og er ved at være på grænsen til at tro at det ikke er pga hans depression men fordi han tror at han kan tillade sig at spille på det. Han droppede sin medicin for et par måneder siden fordi han mente at han havde fået det bedre, det er så gået ned af bakke og her for en uge siden fik han et tilbagefald igen. Han er blevet tarvelig og led. Han er pisse ligeglad med det hele og kan intet overskue. Jeg har i flere måneder stået med ALT selv, da han jo fra lægen har fået afvide at han skal slappe af og sove. Jeg vender og drejer alt inde i hovedet før jeg siger noget, så han ikke skal blive sur, men alligevel snakker han grimt tilbage til mig eller bliver sur og ignorerer mig resten af dagen. Vi har været ude i at han bare er skredet og har ignoreret mine opkald hele dagen, hvor jeg så finder ud af at han er sammen med nogle venner, mens jeg sidder hjemme med vores datter og vores hund.  Jeg ringede til lægen i dag og bestilte en tid til ham, men han var næsten ikke til at hive ud af sengen, selvom han lovede at tage derop. Han er nu på lykkepiller men nægter at snakke med en psykolog. Han gider ikke at have hjælp, men han forstå ikke er han trækker mig med ned i faldet. Er der nogle andre der har stået i lignende situation, med en partner der lider af en svær depression og bare er helt umulig at arbejde med?

Vi har fået lidt af et problem herhjemme. Vores lille malteser hund og vores datter på 5 måneder, har ikke før haft problemer, vires hund har indtil for et par uger siden været så glad for hende, men nu har vi flere gange oplevet, at han løbet ud på badeværelset og sidder og ryster hvis hun græder, eller når hun siger lyde stikker han halen mellem benene og skider og pisser alle steder. Der har ikke været nogen episode hvor baby har fået taget fat i hunden, så hvad Søren kan den være? Er det nogle af jer hunde og baby ejere der har prøvet noget lignende?

Ja som overskriften lyder trillede Ida ned fra sofaen i dag, jeg havde lige båret hende ind fra barnevognen og lægger hende på sofaen, hvori jeg vender mig om for at lukke altandøren. I de 2 sekunder jeg kigger væk formår hun at trille over kanten, jeg havde fået lagt hende lidt skævt. Hun skreg noget så forfærdeligt og jeg trøstede hende og ammede hende, hun bliver hurtig glad igen og lå og grinte og smilte og er netop faldet i søvn. Jeg mente ikke at der var grunden til at kontakte lægen da hun ikke har vist tegn på hjernerystelsevog hun har ikke nogle mærker eller lign. Men sidder nu og tænker at hun jo kun er 2.5 måned og hovedet stadig er meget skrøbeligt, så om hun burde tjekkes af en læge? Hilsen en mor med dårlig samvittighed

For 5 uger siden fik min kæreste og Jeg en skøn lille datter, men siden da har min kæreste været på 3 bar besøg med venner, ude at spise med kollegaer to gange, ude at spille bold med sine venner en gang og skal i morgen til en gammel elev kom sammen med sine gamle gymnasie kammerater - problemet er at jeg siger ikke noget til at han tager afsted, men når jeg så sidder tilbage med en skrige unge, og faren dårligt nok er kommet hjem fra arbejde før han smutter igen, så bliver jeg lidt små irriteret og faktisk lidt jaloux, jeg kunne også bruge at komme lidt ud blandt folk, har dog været i mødre gruppen en gang. I dag fik jeg en SMS og at han starter i træningscenter med en kammerat fra i dag af, så han kommer sent hjem - hmm, og vores datter har ulvetime fra 17-19, så lidt aflastning ville være rart, er der andre der har lidt af de samme problemer med manden/kæreste kort efter fødslen?

Jeg er en af de uheldige der desværre har de såkalde "flade brystvorter" og fik derfor stukket en ammebrik i hånden på hospitalet og blev senere sendt hjem, uden at få hjælp til at amme uden! :-( jeg har her 14 dage efter fødslen Googlet mig frem til at ammebrikker ikke er specielt gode at bruge, da de kan være med til at nedsætte mælkeproduktionen og give brystbetændelse. Jeg ved ikke hvor meget hold der er i det, så vil derfor høre jer mødre der også bruger/har brugt ammebrikker om i har haft nogle problemer og hvor længe i har kunne amme med brikkerne? Jeg har flere gange prøvet at vende den lille til at sutte uden brikkerne men desværre uden held :-(

Min kæreste mistede sin far i julen 2011 og har haft meget svært ved at håndtere situationen. Efter vi flyttede i vores nye lejlighed i oktober 2012 har han fået det meget bedre, vi fandt ud af at jeg var gravid og han var i syvende himmel. Jeg har nu 14 dage til termin og har de sidste par uger lagt mærke til at min kærestes humør har ændret sig meget. Han har lukket sig selv meget inde, han vil ikke tale om hvad der er galt. Han har et par gange givet mig kommentarer med på vejen så som, jeg er så heldig at jeg stadig har min far, så vores datter i det mindste får en morfar, det gør rigtig ondt at høre ham sige sådan, for jeg ved hvor meget han lider over at hans far ikke længere er her. Det var dog i nat værst, da jeg vågner og min kæreste ikke er i sengen, efter 10 minutter er han stadig ikke kommet tilbage, jeg lister ud og kan høre ham græde inde i børneværelset, jeg banker på døren og spørger hvad der er galt, han skynder sig at tørre øjnene lægger fotoalbummet (af billeder af hans far og ham) væk og skynder sig ind i sengen igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, det gør rigtig ondt at se ham have det så skidt, er der nogle andre der har stået i den situation at have mistet en forældre og vente sit første barn? og hvordan håndterer man en person der har det sådan?