Vi har for nylig været bekymrede for, om jeg var gravid igen (har to drenge på 2,5 år og 3,5 mdr), og det har givet anledning til en masse spørgsmål, jeg håber, I kan hjælpe med :) hvad gør man ift amning? Jeg ammede den store et år, ville det være muligt at gøre med vores mindste, hvis han pludselig skulle være storebror? hvad gjorde I med udstyr? Hver deres barnevogn, eller investerede I i tvillingevogn osv..? hvad med overskud til at tage sig af børnene? Jeg må indrømme, jeg nogle gange synes, det er rigtig hårdt bare med den aldersforskel der er mellem vores to drenge.. håber I kan lette mig lidt for nogle af mine tanker:)
Tvillinger, Pseudo-
min svigerinde har to med 15. måneder imellem. de købte en ekstra barnevogn, men én tvillingeklapvogn :-) angående overskuddet, så var det jo nærmest ikke eksisterende og som hun så pænt selv siger det, så handlede det bare om at komme ud af sengen det første halve år. hun var så træt at hun konstant lignede en der var ved at tude.... skal lige siges at hendes mand ud over sit 37 timers job havde meget rejse arbejde så hun var ofte alene med dem og nummer to græd rigtig rigtig meget det første halve års tid.. med alt det sagt så er hun lykkelig over at de er så tæt nu. de er 7 og 6 og hun kunne ikke ønske sig det anderledes.. held og lykke...
Jeg er pseudotvilling med min bror, og min mor valgte at have lidt grej til tvillinger, men også til hver for sig. Hun var dog så heldig at få en masse fra venner og familie, så det ikke blev en så dyr affære. Min far drak bare drinks fra https://drinksguide.dk/ imens. Han hjalp dog også en del til, når han lige var færdig med det.
G
Tre børn og kun to voksne - hvad gør man så?
Åha ja - ved godt, det er et underligt spørgsmål, men: hvordan har man tre børn?? Har virkelig brug for nogle hverdagssituationsbilleder og ville så gerne være fluen på væggen et par dage hos nogle af jer andre, der får livet med tre små børn til at fungere. Vi venter nr. tre til juli - det var ikke planlagt, men selvfølgelig skulle vi have barnet! Det er dog ikke uden spekulationer og bekymringer, for vi synes jo egentlig, vi havde RIGELIGT at se til med to små i forvejen. Vi har lige nu storebror på 3 år og lillebror på 16 mdr. De vil være lige knap 4 og lige knap 2, når nr. 3 kommer! Jeg tænker tit, hvilke hænder skulle tage den tredje lige nu, for jeg synes stadig, de begge kan være mor/far-dårlige og bare ville sidde og have ens fulde opmærksomhed. HVOR hårdt er det mon at få nr. 3? For jeg tænker også, at det finder man selvfølgelig ud af, når barnet er her, men kan også mærke, der kværner meget rundt i hovedet på mig. Jeg bliver specielt nervøs, når vi har haft nogle af de hårde nætter med vores mindste, som f.eks. lige i øjeblikket.. og den store vågner stadig også og kommer ind til mor og far midt på natten eller tidlig morgen, og det har jeg på en eller anden måde heller ikke lyst til skal stoppe. Ved ikke lige, hvad min konkrete spørgsmål er - har nok bare brug for at hørre nogle praktiske råd og succeshistorier fra alle jer andre, der har tre små børn i rap/tvillinger... Synes, jeg bliver helt frustreret af alle folks kommentarer om 'hold da op et spændende projekt, I har gang i!' eller 'God arbejdslyst, siger jeg bare'! Når de hører, at vi venter nr. 3 nu! Tak for det - som om man ikke godt selv ved, at det bliver hårdt.. Kan virkelig ikke forstå, at folk har brug for at komme med formaninger eller stikpiller, når man venter et lille nyt vidunder! Spekulationerne skal vi jo nok selv stå for! Hilsner fra den frustrerede, trætte, kvalmeramte, mor til to - snart tre!!!!!
Tusind tak for jeres svar :) Fandt lige ud af, at denne gruppe jo nærmest er ikke-eksisterende, eller der i hvert fald ikke er andre indlæg. Ja, jeg tænker også, at det hele nok skal gå, og vi glæder os også rigtig meget til at se, hvad det er for en lille én der gemmer sig derinde. Og i princippet er det jo også bedøvende lige gyldigt, hvad alle andre mennesker siger, mener og tænker om vores valg af barn nr. 3! MEN NØJ hvor kan man godt blive træt i hovedet af folks reaktioner alligevel! Jeg synes, det er en kunst at nå sine børn - tit er vi jo først hjemme ved 16-tiden, og kl. 18 er vores ældste allerede ved at være grydeklar, og den mindste kræver bare stadig så meget, hvilket gør, at nr. 1 tit bare sidder og ser noget film eller fjernsyn i de timer, han er vågen inden spisning, og derefter står den jo på putning. Jeg kan godt få dårlig samvittighed, selvom jeg heller ikke rigtig kan se, hvordan det skulle være anderledes. For han er virkelig træt, når han kommer hjem efter en lang lege-dag i børnehaven, og hvem trænger ikke bare til at smide sig på sofaen.. - det var sådan noget, vi voksne kunne drømme om i hvert fald ;) Men jeg savner ham bare, kan jeg mærke.. Og tænker, at det kun bliver 'værre', når der kommer en lille én mere.. Den der evige dårlige samvittighed over ikke at føle, man har kvalitetstid nok med hvert af sine børn.. kender I ikke til det, jer med flere børn?
G