Jeg føler mig virkelig dybt frustreret og ved faktisk ikke hverken ind eller ud håber lidt der sidder nogle derude som har prøvet eller er i et forhold med stor aldersforskel jeg er fraskilt med 2 børn jeg møder så en fyr i 20 erne jeg er 12 år ældre men det var ingen hindring...og vi bliver stormende forelsket.... virkelig SMASK forelsket han vil mig og mine børn og vi er bare enige om det skal være ham og mig forevigt. vi flytter hurtigt sammen og der begynder problemerne børnene er glade nok for ham, men den ældste kan ikke acceptere hans unge alder og vil ikke have en ung papfar som hun siger, problemerne hoper sig op og han begynder at synes livet er svært med børn vi er ikke enige om noget som helst når det kommer til børnene han priotere sig selv højere og jeg kan pludselige mærke aldersforskellen i form af hans umodenhed... vi kæmper hårdt fordi vi bare elsker hinanden.. .men pludselig begynder jeg også at se fremtiden som et problem... hvad når jeg bliver 50 og han så stadigvæk er sidst i 30erne osv. det her er meget kort fortalt, men vi vælger så at flytte fra hinanden jeg har været ulykkelig lige siden og det har han også, vi savner og elsker stadigvæk hinanden han mener vi skal prøve igen og vi har lært af vores fejl og alt kan blive godt igen. den 20årige naive pige i mig siger ...gør det...men den modne mor i 30erne siger... pas på tænk på børnene.... men hvad er rigtigt? og hvad er forkert? jeg er så bange for at gøre et forker..måsket egoistisk valg, da børnene har lidt nok....men ønsker også bare at være forelsket og lykkelig. tak for i lyttede knus herfra