Jeg forstår det bare ikke. Jeg har i meget langt tid ønskede mig et barn sammen med min kæreste (T). Indtil videre har det bare ikke passet, men nu er vi igang med at prøve at få en lille blob ;) Men nogen gange bliver jeg bare SÅ usikker om vi er klar til det her KÆMPE ansvar. Jeg er 24 og kæresten fylder 26 lige om lidt. Vi har været sammen 7 ½ år i august. Han er færdig med uddannelse nummer to i maj 2014 og jeg er færdig i november i år med min uddannelse. Vi elsker hianden og har et rigtig godt liv sammen.Og tanken om at jeg muligvis er gravid gør mig for det meste utrolig lykkelig med en masse sommerfugle i maven.T har været ud og hygge med nogle venner i går/i nat og hvor han egentlig har holdt på at ingen skulle vide noget - ja så kunne han ikke holde mere på det og de fik at vide vi prøvede. 3 Men nogen gange - nogen gange bliver jeg bare så usikker om vi virkelig er klar til. Tror jeg bliver skramt af det her kæmpe ansvar man så lige pludselig får. De der "hvad nu hvis" - pyha. Så søde andre medlemmer - please fortælle mig det helt normalt.
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
åårrhh bliver helt lettet over jeres svar..
Min graviditet var ikk planlagt. Da testen var positiv gik manden og jeg også i panik. Og tænkte meget over det under graviditet var jeg nu klar. Idag er jeg den dejligste dreng på 4 mdr. Ja det er et kæmpe ansvar og mange ændringer i vores liv. Men jeg fortryder intet. Vi er en super glad familie med en lækker dreng der kun gør mine dage bedre. Held og lykke herfra og glæd dig.
Det er meget normalt at mærke de små stemmer af tvivl melde sig. Specielt når vi selv ligger kravene og forventningerne til os selv og vores omgivelser så højt. Et barn forventer ikke kæmpe villa og stort værelse eller ferie til udlandet. De vil hellere have forældre der er tilstede i nuet og vil bruge deres tid sammen med dem og give dem kærlighed så pyt med at mor og/ eller far studere og vi bor i en toværelses lejlighed. Så længe vores børn ved vi elsker dem og vil gøre alt for dem så er de lykkelige og det samme er vi
Da jeg først blev gravid blev jeg også grebet af panik - nu var det ikke længere en tanke men en realitet, og var jeg klar til det? Ville jeg blive en god nok mor? Osv. Tror det er helt normalt :)
Jamen så er det vel ikke andet for end bare at klø på med at lave en lille blob ;)
åårrhh det jeg glad for at høre. Jeg føler på den ene side at vi er så klar som man nu kan blive, men så melder der sig sådan nogle små dumme stemmer. Måske skulle vi vente til både jeg og kæresten har fast arbejde efter uddannelse Måske skulle vi vente til vi ikke bor til leje længere, men har fået købt et hus som vi drømmer om. Måske skulle vi.. Men formentlig vil der altid være ting der kunne gøres INDEN man fik børn. Som min bedstemor en gang sagde: Men har aldrig råd eller tid til at få børn, men det noget man får og tar.