Jeg har to svigerinder, en der er ældre end mig og en der er yngre end mig. Jeg kan rigtig godt med den yngste, men det halter så at sige med den ældste. Jeg gruer for hver gang vi skal være sammen med dem. Hun tænker ikke rigtig før hun taler og sætter sig selv først. Alle andre går lidt på liste sko, tager meget hensyn og sætter mere eller mindre sig selv til side for hendes meninger. For det hun mener er altså bare det rigtige. Hun har et par gange fortalt mig at jeg jo intet ved om at have børn (dette inden jeg selv fik), men jeg er altså faster 5 gange og har passet 3 børn om natten i halv andet år. Nu har jeg jo så min pige på 9 måneder. Jeg mener at jeg som mor ved hvad hun har brug for, mangler eller ikke mangler. Men hun sætter det jeg siger til side gang på gang, og pisser mig faktisk godt og grundigt af. Desværre ikke kun i forholdvis mit barn, men også til hvordan vi skal være som familie. Vi har været på ferie med hele min mands familie. Det var julegaveren fra hans forældre. Og vi har (jeg har) på turen taget billeder. For så ville vi lave en fotobog, som tak for turen. Nu mener min kærer svigerinde at den skal gives til jul, dette forelægger hun da vi er til sølvbryllup i familien. Jeg siger nej, det synes jeg ikke (vi har en gave til mine svigerforældre), da jeg mener at vi skal give den som tak, og ikke bare for at slippe for at finde en julegave til dem. Hun blev meget stram i betrækket og kunne næsten ikke sige farvel. Jeg har det meget dårligt med, at vi har så svært ved at snakke sammen. Jeg hænger mig nok for meget i de små ting og blæser dem op. Hver gang vi skal noget sammen med hende, kan jeg få helt ondt i maven. Prøver at fortælle mig selv at det nok skal blive en god og hyggelig aften. Og fire ud af fem gange er det også rigtigt. Den femte gang laver hun en eller anden form for stunt, hvor jeg bliver ked og på den ene eller anden måde såret. (Nok igen mig der bliver for nemt tråt over tæerne) Til vores bryllup fik vi tre friske buketter, men da vi kørte direkte på bryllupsrejse, besluttede jeg at mine to svigerinder og min svigermor hver skulle have en af buketterne, og beder min mor om at sørge for det. Min mor går hen til hende og spørger hvilken af buketterne hun vil have, for det har jeg ønske. Hun siger: virkelig, ja vi kan jo ikke så godt sammen, men nu kan vi da være i stue sammen. Jeg blev noget paff over at hun så sådan på det. Og det har nok ikke hjulpet på hvor nærtagende jeg så er. Vi skal ses på fredag til min svigerfars fødselsdag og allerede nu er jeg ved at få ondt i maven. Jeg har ikke lyst til at hun skal have noget med min datter at gøre. Og det gør mig ked af det, for hun er jo rigtig god til børn og jeg vil jo gerne at vi har et ok forhold til hinanden. Ihh, det gør mig så ked af det, at være så forudindtaget. At snakke med min mand hjælper ikke så meget. Han tager hurtig sin søster i forsvar. Alle går lidt som katten om den varme grød, ind til det bliver min svigerfar for meget, han siger fra og hun får en depression. What to do?