HJÆLP jeg får lyst til at slå min søn (LANGT)

Håber virkelig i har nogle godt råd! Først vil jeg lige sige at jeg ikke har slået ham, men jeg har råbt meget højt af ham 4 gange i hans liv. Her til aften eksalerede det dog, hvilket også gør at jeg søger råd. Min søn er lige blevet 2½ år, og ved ikke om det er mig, alderen eller ham der bare er strid. Jeg synes dette problem har varet for evigt, men måske det kun er den sidste måned, men nu vil jeg prøve at beskrive problemet. Der hvor konflikten er størst er når jeg skal putte ham. Han har lige siden han var omkring 1 år være længe om at falde i søvn ca. 1½ time, problemet er bare nu at han ikke længere sover i tremmeseng. Da han blev to fik han sin juniorseng, og der gik nogle måneder før han fandt ud af at han kunne stikke af ud af den. Det lærte han dog hurtigt og nemt at han ikke skulle. Men nu synes jeg problemet er blevet virkelig stort, men kun når jeg putter. Når far putter stikker han måske af 2-3 gange, hvor han pjattene og grinene spæner ud af værelset og ind i stuen. Men når jeg putter er det måske 10 gange, hvor han alle gange pjatter og griner, og nogle gange slår og sparker. Han er dog ikke sur eller vred, men griner blot. Værst er det om onsdagen hvor far er til rollespil, og vi er alene hjemme. Denne adfærd gør mig stiktosset, for når han er sådan kan jeg ikke nå ind til ham. Han lytter simpelthen ikke, han pjatter og fjoller bare og evt. slår, sparker eller niver mig. Og her til aften eksalerede det som sagt, hvor jeg smed hans bamse og sut ud. Eller rettere jeg var så ond at hive ham med ud i køkkenet hvor han skulle smide dem ud i skraldespanden. Dette gav selvfølgelig et ordenligt hyl, men ikke noget der varede i mere end 30 sek. efter jeg lagde ham i seng igen. Her efter begyndte han igen at stikke af, kaste rundt med hans ting og grine mig op i ansigtet. Nu begyndte min hjerne for alvor at slå klik. Jeg tog en sort sæk og gik ind og tog alt det han havde smidt på gulvet bl.a. hans dyne og sagde jeg ville smide det ud. Det var han ligeglad med. Igen gik der et par minutter og så hørte jeg flere ting blive kastet med. Nu tog jeg hårdt fast i hans arme og råbte ham ind i hovedet at nu stoppede han. Først grinede han blot, men så blev han lidt ked af det. Jeg var i syv sind for det her var gået mere vidt end det nogensinde skulle have været. Nu kunne jeg dog tale med ham hvor han lyttede og svarede. Undskyldte og prøvede at forklare ham hvorfor jeg blev gal, hvor efter jeg hentede hans dyne og bamse og sut igen. Men denne situation gjorde at jeg kræftigt overvejer om jeg blot burde forsvinde ud af hans liv, meger hurtigt, da jeg jo tydelig vis ikke kan finde ud af at være mor. Jeg er selv vokset op med vold, og måske det er derfor jeg ikke har redskaberne til at håndtere situationen. På den ene side kan jeg dog godt se at det på nogen punkter virkede for min mor, men som barnet der blev udsat for det kan jeg også mærke frygten sidde dybt i mig. Og det VIL jeg ikke give min søn. Derfor tænker jeg om løbet er kørt for mig i moderrollen. Den adfærd han udviser er ikke kun til sove tid, men også når vi spiser til aftensmad og når han skal sove til middag. Hvor jeg bliver lige så stiktosset når tellerknen flyver hen over bordet og ud over gulvet. Dette problem er dog blevet betydelig mindre på det sidste. En gang har jeg også anvendt upædagogiske metoder i denne forbindelse. Jeg bad ham samle det op fordi jeg ikke gad at han smed med det. Han hørte ikke efter og blev bare ved med at pjatte, og så tvang jeg noget af maden ind i munden på ham, med besked om at ville han ikke samle op måtte han spise det. Det gjorde ham ked af det selvfølgelig, men jeg kunne efterfølgende tale med ham. Når han bliver sådan får jeg lyst til at slå ham, eller lukke ham inde i et skab, bare for at han skal forstå hvad jeg siger og så jeg kan bryde hans pjat, så jeg kan nå ind til ham. Men det er jo absolut ingen god ide. Hans dagplejer fortæller at han virker ligeglad, når de små børn hun har begynder at græde når han ligger sig på dem, så har overvejet om jeg har ødelagt ham. Jeg er fuldt ud klar over at mine handlinger er vanvittige og fuldstændig foragtelige. Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om det og han mener bare at det jo er godt at jeg ikke vælger at slå ham, og min mor siger bare nu igen, når jeg siger jeg får lyst til at slå ham. Aner ikke mine levene råd, så please håber en kan hjælpe mig. Vil virkelig gerne være en god mor, men aner ikke hvad jeg skal gøre. Er det bare en fase eller?
10 replies