Nu har jeg læst sindssygt meget om spontan abort, og jeg er hunderæd! Jeg er så bekymret for at det sker for mig, når jeg ser hvor mange det sker for! Jeg ved godt at man 'bare' skal op på hesten igen, men synes at tanken er hård. Jeg skænkede det ikke en tanke før jeg blev gravid, og nu tænker jeg på det hver dag. Det mindste jeg kan mærke, så løber jeg ud på toilettet for at tjekke.. Nogle der gode råd til hvordan man kan slappe lidt mere af? Jeg er kun 5+6 :-(
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
Jeg havde det lige som dig langt hen i graviditeten! Vi var til skanning i uge 6, tænkte at det ville hjælpe, men frygten for t noget skulle gå galt kom allerede igen efter et par dage. Drt som hjalp mig bedst, var at snakke med kæresten om det. Han sagde, at hvis der går noget galt, så er der ikke så meget at gøre ved det. Meget logisk tankegang, men tror at det hjalp lidt, da der faktisk ikke er så meget at gøre, end at passe godt på sig selv, og sit foster. Efter MD skanning i uge 20 gik det meste dog over! :) Vi kunne se på skærmen at vores lille baby havde det godt, hvor jeg så efterfølgende har følt liv hver dag! :) Tror bare at det er en del af at være gravid, så man bliver bare nødt til at tænke positivt og at passe så godt på sig selv og sin baby som muligt! :)
Tusind tak for jeres svar. Jeg ved godt at det hører sig med, når man nu skal være forældre. Jeg snakker om det med min mor, og det hjælper da også, men ja frygten vil altid være der. Min kæreste er ligeså bange fordi han er blevet så glad. Det er rigtig nok, jeg kan hverken gøre fra eller til hvis det sker, trøster mig selv med at der er noget galt med fosteret hvis det sker, og det er naturens gang.
jeg var utrolig bange, for jeg havde også en lille bitte blødning.. det hjalp at snakke med min mor.. jeg ville ikke have fortalt nogen noget før uge 12, men ved at snakke med min mor faldte jeg helt til ro.. nu er jeg i uge 11+1 har jeg fået at vide i dag.. der er masser af liv i maven..
Det er en del af at sku være forældre, der vil ALTID være noget man kan bekymre sig om. Men det er op til dig hvor meget du vil lade det fylde. Selvfølgelig vil det være hårdt hvis du aborterede, men du kan ikke gøre fra eller til ved at bekymre dig. Ofte er det jo fordi fosteret er sygt og ikke udvikler sig korrekt. Men snak med familie, venner og din læge så de måske kan berolige dig lidt.
Det lyder hårdt, men du vil altid være bekymret som mor. Hvis ikke nu, så når den lille skal starte i skole, hvordan mon det kommer til at gå osv osv. Det hjælper ikke en skid af sige det, men prøv slappe af. Havde det på nøjagtig samme måde. Er alt nu iorden, har den det godt, spiser jeg nok etc. Vend dine tanker med dine forældre, veninder og kæreste/mand, det hjalp meget her.