Jeg er en pige på 20 år som er gravid for første gang. Både min kæreste og jeg er rigtig glade og det samme er begge vores familier. Men det er som om at når man fortæller det til venner og bekendte, så reagere de stort set alle sammen på samme måde. De prøver at virke glade men det er tydeligt at de synes man er for ung. Og spørgsmålet "jamen var det planlagt?" kommer stensikkert inden samtalen slutter. De første mange gange tænkte jeg ikke så meget over det, da graviditeten var planlagt. Men min mor fortalte så på et tidspunkt at hun synes det var et vildt upassende spørgsmål, og at hun blev stødt hvergang nogen spurgte. Jeg tænkte selvfølgelig over det og nu synes jeg også det er vildt irriterende. Hvis jeg havde været 30 så var der helt sikkert ikke nær så mange som ville stille det spørgsmål. Men fordi man kun er 20 så er man ung og uansvarlig og så er folk overbevist om at det er en "ups'er". Jeg er træt af at folk har den indstilling, men har efterhånden lært at vende det til noget positivt. Jeg har lært at tage det med et smil og fortælle at folk er forskellige. Jeg gider ikke være 50 når mine børn skal konfirmeres, og er overbevist om at man i en ung alder også har mere overskud og energi til at lege med sine børn i haven og så videre. Og så længe jeg ved hvad jeg vil med mit liv så kan deres mening være fuldstændig ligemeget :) Vores familie og tætte venner støtter os 100 % og det er jo også dem som senere kommer til at have noget med vores lille nye familie at gøre. Mit råd er derfor: Selvom folk mener man er for ung til at få børn, så betyder det ikke at man er det. Alle har forskellige meninger og hvis bare man selv mener man kan klare det og vil gøre at hvad man kan, så er det jo det vigtigste. Held og lykke til jer alle. Jeg er overbevist om at i/du alle bliver gode forældre for bare det at i/du har valgt at gennemføre dette beviser at i er modne og klar på at tage kampen op.
Hvor er jeg?
I Foraldresnak kan du stille og besvare spørgsmål og dele dine erfaringer med andre!
Tak skal du have "lilleblob" :) Håber jeg virkelig også.! Og er helt enig med dig :)
Hej Kiwi4 :) Ja Du har nok ret, men når man bliver sprugt for tusinde gang så bliver man lidt irriteret men prøver da også at ignorere det :) Tillykke med dine to børn hvor lyder det bare skønt :) Vi glæder os også helt vildt og føler virkelig at vi er klar til at blive forældre :) Selvfølgelig vil det blive hårdt da ens liv jo bliver markant ændret, men det har jeg intet imod for får en fantastisk søn ud af det :)
Det med at jeg mener man har mere energi som 20 årig frem for som 40 årig er fordi, det er den erfaring jeg har fået gennem venner og naboer :) Jeg kunne aldrig finde på at sige at man ikke skulle få børn som 40 årig for hvis det er der man føler det passer ind i ens planer og man er klar så synes jeg bestemt man skal gøre det :) Man kan være lige så gode forældre som 20 årig, som man kan som 40 årig :) Der er mange faktorer som spiller ind og det er derfor, at når folk som kender mig og ved hvordan jeg er som person så stadig kan tvivle, det er det der sårer mig :/ Jeg er fuldt ud klar over at det at have hund ikke kan sammenlignes med at have børn, men det kommer igen også meget an på hvilket forhold man har til sin hund.! Min hund er mit barn og hvis han er syg og skal til dyrelægen eller noget jamen så tager jeg fri for at være hos ham.. Og han sover også i fodenden af min seng da jeg kan mærke det giver både ham og mig tryghed :) Og der er da heller ikke noget bedre end når kæresten ikke er hjemme, at så kunne ligge og putte med sin hund.. Jeg har en papillion som jo er en meget lille hund og er måske også derfor jeg føler han skal passes ekstra på :)
Lindahl87 - er fuldstændig enig med dig.. Alt for mange mener at en hund er noget man bare kan skilde sig af med hvis det bliver lidt for hårdt.. Jeg har selv en lille papillion og kunne aldrig drømme om at skaffe mig af med ham.. Jeg har haft ham siden han var hvalp og er en del af familien ja nærmest mit "barn".. Det er bla. også mit ansvar med ham og mit forhold til ham, der gør at mange af mine venner er overbeviste om at jeg vil blive en god mor :) Har haft ham i 9 år og har elsket hvert et øjeblik både med gåturer om natten pasning og pleje når han har været syg, og selvfølgelig det at der altid er en der bliver glad når man kommer hjem :) Det er den dejligste følelse når et andet væsen elsker en på trods af alt andet :)
Tak skal i have :) Vil lige tilføje at jeg på intet tidspunkt har sagt at man er "uansvarlig" hvis man får børn sent, jeg har bare nævnt at det ikke er noget jeg er interesseret i.. Og det giver jo sig selv at man har mere energi som 20 årig end som 40 årig til at lege og tumle med en lille :) Jeg har fået konstateret endometriose og alt efter hvor slemt man er ramt så har man måske også minimal chance for at kunne få børn, og det var med til at mig og min kæreste besluttede at vi ligeså godt kunne prøve for vi har snakket om at få børn og over et år.. :) Og ja det kan godt være ikke alle mener det negativt når de spørger "om det var planlagt", men når man står overfor personen som spørger, så er det altså nemt at læse ansigts udtryk og høre hvordan stemmen lyder.. Jeg skriver det jo også kun fordi det er noget der har gået mig på og i mit tilfælde ikke "bare" har været et nysgerrigt spørgsmål.. Men ja vi er rigtig glade for det lille bebs som aktivt bevæger sig på alle tider af døgnet :)